Når man arbejder på et hotel i Argentina…

Jeg kunne skrive mange ord om forskellen på Danmark og Argentina. Nærmest uendeligt. Men her vil jeg bare holde det til oplevelsen med at arbejde på et hotel i en lille strandby syd for Buenos Aires.

Organisering er ikke et land i Sydamerika. Der kan selvfølgelig være variation fra person til person, men mine personlige erfaringer med Sydamerika har lært mig, at jeg hverken skal forvente eller tro, at tingene bliver mere organiserede, end de er. Selvfølgelig kræver det en vis grad af organisering at styre et hotel, men set med danske øjne (som nok nogle af de mest strukturerede og organiserede i verden), så er det ren kaos her. Min danske strukturmani, der løber så stærkt gennem mine årer, får altid et dagligt kulturchok. Man vænner sig nok mere og mere til det, men aldrig rigtigt. Der er dog én meget vigtig læring. På mærkelig vis, og til dansk forundring, ender alting i sidste ende altid med at gå op. Og gå godt.

Her er ikke nogen opvaskemaskine. Og heller ikke varmt vand. Alt vaskes op i hånden, og de kigger underligt på mig, når jeg engang imellem koger vand for lige at skolde de allermest fedtede tallerkener. Mine hænder er udtørrede og ru som gamle rosiner, fordi jeg vasker op og vasker op med den udefinerbare grønne masse, de kalder sæbe, som kommer i fem-liters dunke, og som rengør alt. Selv i iskoldt vand.

Argentinerne arbejder meget. Generelt. De arbejder fra morgen til aften. Arbejdstider, frokostpauser, overarbejde, søndagstillæg og medarbejderpleje er ikke lige noget, man opererer med. De er arbejdsomme og arbejder igennem. Og selvom man joker med, at sydens folk er dovne og ineffektive, så tror jeg, at mange danskere ville køres trætte af arbejdsmentaliteten her.

Samtidig er det som om, det hele flyder sammen. Det kan selvfølgelig have noget at gøre med, at jeg befinder mig på et hotel. Men der er ikke rigtig noget, der hedder fritid. Det betyder så også, at man ikke kan arbejde 100% hele tiden. Det er min danske krop og mit sind jo ellers programmeret til. Men hvis man gør det, så gør man det. Argentinerne er gode til ikke at græde over spildt mælk. Helt bogstaveligt talt. Der bliver drukket utrolig meget mælk til kaffen her. De er gode til ikke at stresse over ting. Og til ikke at køre sig selv ned, selvom de arbejder 15 timer i træk.

Udover at arbejde og fritid flyder sammen, så gør arbejde og privatliv det også. Her på hotellet er man hele tiden på. Forholdet til gæsterne er meget anderledes end i Danmark. Man er på fornavn med alle. Faktisk kører man med forkortelser af fornavnene, sådan en slags kælenavne. Silvia, Sil. Alejandro, Ale. Norma, Nor. Og så selvfølgelig utallige kindkys og “Hvordan går det” “Har I sovet godt?” “Hvor kommer I fra?” “Skal I på stranden i dag?”. Det er meget argentinsk og meget uformelt. Og jeg fortæller om, hvorfor jeg er her, hvordan det er at bo i Danmark, og hvad jeg skal, når jeg forlader Argentina, mindst én gang om dagen. Vi har fået fine flasker vin og chokolade fra mange tilfredse gæster som tak for den gode behandling og opmærksomhed samt flere nye venner på Facebook. Man skal dog også passe på, at snakken ikke bliver for dyb. Small talk, som vi nok ville kalde det i Danmark, er sagen her. Politiske diskussioner skal man derimod passe på med. Argentinerne er stolte, og det er de store følelser, der kommer i spil, når snakken bliver politisk. På en helt anden måde end i Danmark.

Men der er faktisk også én ting, argentinerne har til fælles med danskerne. Måske er det, fordi vi befinder os i en lille ferieby på et hotel, der ligger helt ned til stranden og i et klima, som er vildt og utilregneligt. For argentinerne taler nemlig også om vejret. Nej, hvor de taler om vejret. Helt ligesom danskerne. Og det påvirker dem meget. Hvis det regner, så går de ikke ud. Så bliver de indenfor. Drikker mate, spiser medialunas og snakker hele dagen.

Ni virkelig gode grunde til at have et langdistanceforhold

Der er masser af gode grunde til at indlede et langdistanceforhold eller bare flytte rigtig langt væk fra sin kæreste. Jeg opridser nogle af dem her nedenfor. Så kan I bare komme i gang!

  1. Det er vildt billigt at købe ind. Pludselig er der ikke en, som skal have kød hver dag, eller som spiser den der herredyre skyr i to mundfulde, når man selv får den til at række næsten en uge. Og så får man lov at spise helt alene. Det gør så, at man faktisk ikke får lavet reel mad (tak til cornflakes!)
  2. NÃ¥r man lever sÃ¥ langt fra hinanden, sÃ¥ skændes man ikke om de der trivielle hverdagsting som sure sokker og opvask (som jeg har hørt, at man gør i “almindelige parforhold”). Ens problemer er mere i retning af: “Hvor i verden kan vi mødes næste gang. HvornÃ¥r?Og hvem har pengene til en flybillet”?
  3. Man har lige pludselig fået tildelt en masse dejlig tid. Til alt muligt. Lige det man har lyst til, for man skal ikke være hjemme på et bestemt tidspunkt (cornflakes kan man altid spise). Og man kan måske endda få en ny hobby med alt den fritid! (Så pretty much singlelivet. Kan du stave til Netflix?)
  4. Man kan få lov at tage Big Life Decisions helt alene. Great!
  5. Bingewatche SKAM uden at det bliver kommenteret! (Den her er faktisk reelt fed)
  6. Man kan brede sig i hele sengen. Hver nat. I januar. Helt alene. Hvor det er f….. koldt og mørkt.
  7. Man kan gÃ¥ ud hver aften uden at skulle tænke pÃ¥, at man ogsÃ¥ skal huske at prioritere “kærestetid”. (Igen har jeg kun hørt om de her begreber. Aldrig selv oplevet dem.) Men igen. Det er januar, og jeg er ikke 22 mere. Hvem gÃ¥r lige ud?
  8. Man kan nå at tænke alle potentielle skrækscenarier og situationer helt ud, uden at nogen stopper en! De scenarier, som indeholder virkelig flotte piger, og som aldrig ville falde en ind, hvis man var sammen.
  9. Man oplever en masse ting, og man spilder ikke tid på at fortælle dem til sin kæreste (på grund af tidsforskellen og det dårlige internet). Og det er bare superfedt at ses igen efter 3 måneder uden at have nogen idé om, hvad der er sket i den andens liv.

Just go for it and enjoy!

Med ét ben i tryghed og ét i uvist eventyr

Da jeg sagde mit job op, var det blandt andet fordi, jeg følte mig splittet. Splittet mellem alt det, jeg troede, jeg skulle. Arbejde i den politiske verden. Komme langt op i hierarkiet. Bo i København, tjene gode penge, arbejde 70 timer om ugen og have styr på det hele. Og så alt det, som jeg længtes efter og følte trang til at udforske. Alt det nye, jeg ikke vidste. Det, jeg ikke havde lært eller set eller oplevet. Endnu.

Halvandet år efter, jeg sagde mit job op, føler jeg mig stadig splittet. For nu er jeg lidt i gang med det, jeg dengang længtes efter. Men det betyder også uvished.

Eventyret. Ude i verden. Ingen ved, hvad der sker om tre måneder. Hvor skal jeg bo? Hvordan skal jeg tjene mine penge, når det, jeg laver lige nu, stopper? Og hvor er det lige, jeg kan få vasket den der silkekjole? (Når man er i fx Sydamerika er der hverken noget, der hedder 60 grader eller finvask. Det hedder tøjvask. Og det ødelægger som regel dit tøj uden rigtig at gøre det rent. Det er en anden historie).

Den her splittelse mellem eventyr og finvask sidder stadig dybt i mig. For jeg er struktureret, organiseret og fornuftig. og jeg kan godt lide, at der er styr på tingene, både nu og om et år. Samtidig er jeg rastløs, søgende og umættelig, når det kommer til oplevelser og til at lære nye ting. To livssyn der virker som om, de bare aldrig nogensinde kommer til at kunne passe sammen.

Min seneste udfoldelse i forhold til at være nærmest skizofren i mit eget liv er, at jeg skal til Argentina og styre et hotel med argentineren i halvanden måned. Netop som jeg har afholdt eksamen og lavet undervisningsplaner og pensumlister, skal jeg pakke min kuffert endnu engang og pludselig være hende, der ordner check-in og laver morgenmad til turister. I en lille strandby, hvor en tornado ødelagde hele strømforsyningen i fire dage, og hvor der bestemt ikke er noget, der hedder finvask. Og så, efter halvanden måned, skal jeg tilbage til trygge Danmark og undervise.

Jeg ved, at tiden som hotelmama helt sikkert vil give mig alle mulige vigtige og gode erfaringer. Og jeg skal nok holde bloggen opdateret fra Argentina også.

Og så er jeg spændt på, om mit liv også 10 år er så mærkeligt, som det nok ser ud til lige nu. Altså udefra. For det er faktisk ikke så mærkeligt. Det passer nok bare meget godt til mig. Og jeg synes faktisk, at jeg hver dag bliver en lille smule bedre til at få de to vidt forskellige verdener til at mødes bare en lille smule mere.

Når klichéer faktisk giver mening

Jeg hader normalt sådan nogle memes eller inspirational quotes.

Ærligt, så synes jeg de er helt vildt platte og kiksede. Lidt ligesom alt det der carpe diem og yolo selvfølgelig også er. (Selvom det vel i bund og grund er det, jeg forsøger at efterleve på min egen måde).

Men jeg er simpelthen nået til den konklusion, at der er et af de her åndsvage citater, som jeg er nødt til at anerkende. For jeg oplever desværre selv gang på gang at gøre lige netop det her, som citatet beskriver.

Kender I det med, at man har en masse idéer og ting, man vil gøre? At man laver planer og febrilsk forsøger at forudse fremtiden, så man kan tage den bedste beslutning. Gøre det rigtige. Det som gør en glad. Det kan jo godt være, det bare er mig, men jeg er i hvert fald konstant i gang med at søge efter det, jeg skal. Mit kald.

Jeg er faktisk hele tiden i gang. Fra jeg vågner om morgenen til jeg endelig falder i søvn om aftenen tænker, idéudvikler, planlægger og reflekterer jeg. For at forsøge at finde formlen til det gode liv, som jeg så kan komme til at leve. Når jeg har altså har fundet ud af, hvordan jeg knækker den her kode.

Og mit liv lever videre. Jeg kan flyve over Atlanten og opleve nye steder, mennesker og lande. Jeg kan deltage i inspirerende kurser, sætte gang i nye projekter, møde innovative mennesker og have succes med nye arbejdsudfordringer. Alt imens jeg er så fokuseret på at lægge planer og tænke over idéer, så jeg slet ikke opdager det. Jeg kigger slet ikke op. Står med hovedet begravet i mine noter, der skal hjælpe mig til at finde formlen til den rigtige vej at gå.

PÃ¥ den mÃ¥de kommer jeg rent faktisk til helt og aldeles at underminere det, jeg egentlig laver, mens jeg fortæller om mine tanker, idéer og planer. Jeg nÃ¥r slet ikke at opfatte, at jeg lige lærte noget nyt, fik en arbejdssucces eller boede i et nyt land. Folk kan sige: “Gud, nej hvor spændende, hvad lavede du sÃ¥ i Argentina?” Og jeg siger: “Ej, det var bare noget ligegyldigt noget, men prøv lige at hør om den her helt vildt flyvske idé til noget, der potentielt kunne ske i fremtiden.”

Nu har I måske gættet, hvad det så er for et inspirational quote, jeg bevæger mig hen imod. I hvert fald så vil jeg forsøge at huske mig selv på, at livet altså (også) sker lige nu.

Og faktisk så stammer det beskrevne citat fra en sangtekst skrevet af John Lennon, så måske er der alligevel noget om det.

Life is what happens while you are too busy making other plans

Hvordan gik det så i den pladderromantiske film?

Nu har jeg jo holdt pause med bloggen, og der er sikkert nogle der godt vil vide, hvad der så skete i den der pladderromantiske film, som mit liv pludselig havde udviklet sig til.

Jeg havde mødt en argentiner i Buenos Aires. Vi havde været sammen i sammenlagt 11 dage. Jeg tog tilbage til Danmark i to måneder og skulle derefter til Colombia og mødes med ham. Og ja, rejse med ham, bo med ham.

Uden at sige for meget, kan jeg røbe, at det er sindssyg vildt lige pludselig at stå i Colombia med en person, du kun har kendt i tre måneder og sammenlagt har set i to uger. Det var som om, det først gik op for mig, da jeg stod der. For nu, hvor jeg skriver det, kan jeg godt høre, at det lyder ret vildt. Men det var også fantastisk.

PÃ¥ en mÃ¥de føler jeg lidt, at jeg stadig er med i en film. Ikke sÃ¥dan en, hvor det hele bare er lyserødt, og hovedpersonerne danser rundt, mens let musik fylder dine ører. Men sÃ¥dan en film, som er bÃ¥de fed og kompliceret og trist og sjov og spændende og overraskende og ærlig talt… ogsÃ¥ proppet med ulækker flødeskumsfed kærlighed.

Samtidig kan jeg også, igen uden at sige for meget, gøre opmærksom på, at det hverken er problemløst eller helt vildt nemt lige pludselig at skulle være sammen med det her andet menneske. Hele tiden. Som i hver dag. Hele dagen. Hele natten. Og altid. Typen der også vil tale gennem toiletdøren.

Det er noget lidt andet end at møde en pÃ¥ sit arbejde, gÃ¥ pÃ¥ dates og stille og roligt lære hinanden at kende. MÃ¥ske gÃ¥r der lang tid, før man overhovedet tager pÃ¥ weekendtur sammen. Og der gÃ¥r mÃ¥ske endnu længere tid, før man tager “snakken” om, hvad man vil med forholdet. Og det med at møde hinandens familie kan man skyde nærmest uendeligt.

For os var det ikke sådan. Vi tog snakken efter tre dage. Og efter 11 dage besluttede vi at rejse rundt sammen på ubestemt tid.

Jeg har aldrig lært et andet menneske at kende så indgående på så kort tid. Jeg har aldrig givet så meget af mig selv. Jeg har aldrig kigget så meget indad i de 30 år, jeg har levet, som i de måneder, rejsen varede. Jeg har aldrig følt mig så glad, så frustreret, så forelsket, så forvirret og så forstået.

Det er bÃ¥de skræmmende, grænseoverskridende og fantastisk. Og jeg tror ikke, at jeg kunne have gjort det anderledes. PÃ¥ den der “almindelige” mÃ¥de.

Og argentineren er stadig i mit liv. Efter de 6 uger i Colombia i sommerferien tog vi til Barcelona og så til Danmark. Her boede vi pludselig sammen over efteråret, og han mødte alle vennerne og familien. Igen, alting gik bare hurtigere.

Lige nu er meget langt fra hinanden rent fysisk, for han er i Argentina, og jeg er i Danmark. Det er lidt enten/eller med os. Enten så er vi sammen konstant og hele tiden, eller også så er vi mange tusinder kilometer fra hinanden og kommunikerer sporadisk gennem WhatsApp, fordi vi begge to er optagede med vores. Mere om de udfordringer senere.

Men vi har faktisk endnu flere og ret spændende planer for 2017, som jeg vil dele med jer i de næste indlæg.