Når tvivlen alligevel kommer på besøg

IMG_6773Jeg startede bloggen, fordi jeg havde lyst til at fortælle om mine oplevelser med at gå andre veje. Jeg håbede endda måske at kunne inspirere nogle med min historie.

Jeg gik med tanken om at starte bloggen længe, men kom først i gang, da min rejse væk fra det “almindelige og normale liv” allerede var i gang. Eller den var nok først lige begyndt. Jeg havde sagt mit faste job op uden en plan, arbejdede på en vinbar, tog til Buenos Aires, mødte en argentiner og valgte at rejse med ham i Colombia. Men så holdt jeg helt op med at skrive. Jeg tror, at det hele var lidt overvældende.

Det var nok især overvældende, fordi noget kom på besøg. Noget som nok altid vil komme på besøg for mit vedkommende, selvom jeg har formået at mindske antallet af besøg betydeligt. Kender i Tvivlen?

Jeg er sådan en, som altid har gjort det rigtige. Været den dygtige elev. Gået den lige vej, for jeg havde jo hovedet til at kunne blive til noget (hej år 1934). Og da jeg så lige pludselig så mig selv være i fuld gang med overhovedet ikke at gøre noget af det, jeg burde, så blev jeg i tvivl. Om hvorvidt det overhovedet var rigtigt, det jeg havde gang i. Og så stoppede jeg også med at skrive. Jeg var nødt til lige at få det hele lidt på afstand. Men nu er jeg, med udsigt til en masse oplevelser og udfordringer i 2017, tilbage igen.

Tvivlen er kommet forbi mange gange. Den var der, dengang jeg ville sige mit job op. Den havde allieret sig med Usikkerheden og Fornuften. De dukker ofte op i denne treenighed. De dukkede også op, da jeg for omkring et år siden rodede rundt i Buenos Aires og ikke rigtig vidste, hvad jeg lavede. Andre mennesker havde måske bare valgt at nyde, at de var i, ja, Buenos Aires, men jeg sad – uden at lyve – foran min computer op til 10 timer hver dag. Måske i håb om at kunne google mig frem til, hvorfor jeg var der.

De dukkede også op på min rejse med argentineren. En rejse, som bare burde være nydelse, ingen bekymringer og ren “vær i nuet”. Noget argentineren er særlig dygtig til. De kom på besøg her, fordi jeg tænkte på, hvad fanden jeg egentlig havde gang i med mit liv, og hvad der skulle ske, når jeg kom tilbage til Danmark. Nu er jeg i Danmark, og de kommer stadig på besøg. For jeg ved stadig ikke, hvad fanden jeg egentlig har gang i med mit liv.

For Tvivlen handler også om frygten for at gå en anden vej. En vej som stadig er ubetrådt, og hvor man kun kan se et par skridt frem. Det er vildt skræmmende. Ja. Men det er åbenbart den vej, jeg helst vil.

Derfor må jeg lære at leve med, at de kommer på besøg. Og de må lære at leve med, at jeg nok ikke kommer tilbage til det “normale liv”, som jeg troede, at jeg, sammen med alle de andre, skulle leve.

Lige nu er jeg i Danmark. Jeg har ikke rigtig nogen penge. Jeg underviser og får lige akkurat nok til huslejen. Om halvanden måned tager jeg til Argentina. For at styre et hotel. Med argentineren. Og så kommer jeg tilbage og underviser lidt mere. Og så er det sommer. Og planerne kan alligevel nå at ændre sig 400 gange. Det har aldrig været mere åbent. Og ja, så har jeg besluttet at skrive på bloggen igen, måske også med en erkendelse af, at jeg er nødt til at give noget mere af mig selv for, at det er interessant at læse. (“Men…?”, sagde Tvivlen, og jeg bad den om at lukke i.)

En kærlighedserklæring til trafikken i Colombia

Trafikken i Colombia er snoede bjergveje med kun lige akkurat plads til to spor. Og buschauffører der kører, som om de er med i et eller andet syret computerspil, hvor det handler om at køre hurtigst gennem svingene og få folk i bussen til at kaste op. Busselskabet kaldes Vomitariano i folkemunde (vomitar=at kaste op) og turene starter konsekvent med uddeling af hvide halvgennemsigtige brækposer.

Trafikken i Colombia er en hektisk og misforstået moderne jazz koncert. Alle spiller præcis det, de vil. Den eneste regel er, at man spiller virkelig hurtigt med foden fast placeret på gaspedalen. De store trafikkryds og veje er en kakofoni af busser der dytter, taxachauffører der råber, biler der gasser og gasser, motorcykler i slalom mellem vejbanerne og chokoladesælgere og gøglere ved hvert stoplys. Buschaufførerne taler i mobiltelefon, og de har ikke hørt om headset. En mand i kørestol ruller determineret op ad en af de største veje midt i en bane i en kørestol, hvor han selv trækker sig frem med armenes kraft.

Biler i Medellín
Biler i Medellín

Trafikken i Colombia er 17 mennesker i en jeep med plads til 6. Nogle stående bagpå, nogle ovenpå hinanden og en masse kartofler på taget. Masser af stop fordi en eller andens bror lige skal med noget af vejen, eller fordi kartoflerne skal læsses over på et æsel, eller fordi en af dem, der hænger bagpå, hellere vil gå resten af vejen. Og uden undtagelse taler chaufføren i telefon. Håndholdt med den finesse, at lyden i de billige colombianske Nokia 3210-efterligninger er så dårlig, så man er nødt til at holde telefonen frem foran munden og råbe hver gang, man vil sige noget, og så tilbage til øret igen, når ham i den anden ende svarer.

Trafikken i Colombia er et pludseligt stop på en øde vej midt om natten. På en bjergrute, hvor der hverken er lys eller liv. Men 6 andre busser som er stoppet. For lastbilschaufførerne i Colombia strejker og de har spærret vejen med benzin og bål. Buschaufføren virker opgivende, slukker motoren og lægger sig til at sove. Ingen ved hvad der sker, hvornår bussen kører igen, eller om man kan nå at være på destinationen til den forventede tid. Og der er helt mørkt og man skal helst ikke gå ud af bussen som lyshåret, for det er vist lidt farligt og mørkt og uvist det hele.

Skosalg fra en bil i downtowns gader i Medellín
Skosalg fra en bil i downtowns gader i Medellín

Trafikken i Colombia er buschauffører, der kører et uvist antal timer om natten uden pause. Når bussen snor sig igennem de små bjerglandsbyer, hvor folk hører høj musik og drikker agua diente i de plasticstoleindrammede barer ud til vejen, råber chaufføren på en tinto (sort kaffe) ud af vinduet og en gadesælger kommer rendende. Eller han ser en letpåklædt ung pige og kører nærmest galt med hovedet halvt ude af vinduet råbende sjofle fraser. En pause er et stop på en landevejsrestaurant med to retter på kortet, et helt særligt klientel og måske en colombiansk karaokesanger der underholder. Klokken er 2 om natten og chaufføren skal have en pause. Han er bevidst stoppet i den lille flække, hvor han kender en luder. Og så kan vi andre kører videre med en ny chauffør. De troede, jeg sov som alle andre i bussen, men jeg var så heldig at høre de malende beskrivelser om glædespigerne i bjergene.

En hollænder i Colombia lærte mig at følge min mave

Argentineren og mig valgte efter to uger i Colombia at tage til Medellin. Tilbage til den by, hvor min kærlighed til Colombia og Sydamerika startede. Og her gik det op for mig, at jeg er nødt til at dedikere et blogindlæg til en bestemt mand.

Nu hvor jeg er tilbage i byen, kan jeg nemlig pludselig se, at mit møde med en sær og skæv hollænder midt om natten i Colombia for omkring 2,5 år siden var det første lille dryp i bægeret, der til sidst blev så fyldt, at jeg valgte at gå en anden vej. At jeg sagde mit gode, faste job op, uden at have nogen idé overhovedet om, hvad jeg skulle.

Jeg havde ingen anelse om, at Colombia ville ændre mig, eller at jeg år senere ville komme tilbage til hollænderens lejlighed med en argentiner ved min side og med stor glæde gense den sære mand og drikke hans sorte skarpe kaffe i den nussede zebrastribede sofa.

Dengang for 2,5 år siden var hollænderen skæv, fordi han røg en fandens masse marihuana, og jeg var lige landet i Colombia og sådan lidt ude af den, fordi det eneste damen i skranken i lufthavnen sagde til mig var, at jeg under ingen omstændigheder måtte forlade lufthavnen uden at have en til at hente mig. Og så løb min telefon tør for strøm. Jeg overvejede kort mine muligheder og tog til sidst bare en taxa. Jeg har sidenhen aldrig følt mig bange i Colombia. Taxaen førte mig til downtown Medellin, hvor hjemløse, junkier, tiggere, tyve og prostituerede i alle former og størrelser beklædte de ødelagte fortov. Og det var her jeg mødte hollænderen, Adriaan, som var flyttet til Colombia 6 år tidligere for at starte en avis om lander på engelsk. Han tog imod mig ved lejligheden. Jeg skulle arbejde for ham som journalist og bo hos ham de første par dage i Medellin. Han havde gang i en virkelig fed rus, som han gerne vil fortsætte. Han røg og spurgte om jeg ville have noget juice. Jeg panikkede. Over hvad fanden jeg lavede. Jeg sov på en madras på gulvet i et af lejlighedens mange rum. Jeg faldt skiftevis ind og ud af søvn til lyden af den silende regn og karaokeudgaver af colombianske popsange fra en bar nede på gaden.

Downtown Medellín
Nogle sover, nogle strutter i downtown Medellín

Mit første møde med Colombia i dagslys foregik med Adriaan på en gåtur gennem min yndlingsdel af Medellin, downtown. Her lærte han mig om dagens gang blandt de prostituerede, om altid at sikre ikke at have hash på sig, når narkohundene spontant kom forbi, og om, hvor billigt man kan få et blowjob.

Men alt det andet han lærte mig, er først rigtig gået op for mig nu, hvor jeg har genset den ranglede mand med den mærkelige accent.

Han er noget af det mest sære og anarkistiske, jeg ved. Han tager stoffer i massevis og er helvedes intelligent. Han lærte mig om at være journalist i et land som Colombia, at følge sine instinkter som undersøgende reporter, og han lærte mig at være ligeglad med, hvad andre mener. Og med, hvad man burde.

Adriaan gør det, han har lyst til. Han er på røven og kan nærmest ikke betale sin husleje, men han laver journalistik han brænder for, rigtig journalistik, og han er pissedygtig. Han lytter ikke til, hvad andre siger, han bør eller skal. Han er indbegrebet af at “just don’t give a fuck”. Og midt i hans stue giver det pludselig mening, hvorfor jeg sagde mit job op. For her i farverige Medellin med en skæv hollænder, en argentiner og utallige prostituerede, gadesælgere, tyve, junkier er jeg tættere på mig selv end nogensinde før.